Troen som en del af hverdagslivet

At give troen videre til vores børn, er en privilegeret opgave, men også nogle gange en af de mest udfordrende opgaver i forældreskabet. Vi ønsker, at give troen videre fordi den er vigtig for os, men vi ønsker også at påvirke vores børn, med respekt for hvem de er og med frihed til, at de træffer deres egne valg hvad angår tro.

At give troen videre til vores børn, er et samarbejde mellem forældre og kirke. Når vi ønsker at troen skal være en vigtig del af vores børns hverdag, må vi også give den plads i hverdagen og ikke kun i kirken søndag formiddag. Som forældre har vi det privilegium, at er vi er sammen med vores børn, både når de vågner om morgenen, når de følges til fodbold om eftermiddagen, når der spises aftensmad hjemme i familien, eller når de puttes om aftenen. Vi er derfor givet et hav af hverdagssituationer, til at tale om tro.

En vigtig opgave, for os som kirke er derfor også at inspirere, støtte og bakke forældre op i den opgave det er at give troen videre. Der findes ikke kun én rigtig måde at give troen videre på, der findes tvært imod lige så mange forskellige måder som der findes familier, for hvert barn, hver familie er unik.

Derfor ønsker vi også at udbyde forskellige inputs i løbet af året, som I som familie kan lade jer inspirere af.

  • Dinner og Disney sjov: Fællesskab for børnefamilier én gang om måneden! Vi spiser sammen, taler om tro, blander fredagsslik i slikboden, ser Disney sjov, spiller brætspil og drikker kaffe.

  • Gro med tro: Digital undervisning af Rachel Turner – stifter af organisationen Parenting for faith i England. Kurset giver 5 konkrete værktøjer til at give troen videre i hverdagen.

  • Grib højtiderne: Oplæg og inspiration til hvordan, vi som familie kan bruge højtiderne til at gå på opdagelse i troen.

  • Børnefamilielejr: Sommerlejr for hele familien, målrettet familier med børn i alderen 0-12 år.
Du kan holde dig løbende orienteret om kirkens aktiviteter målrettet kirkens børn- og deres familier i facebookgruppe ”Skykids Forældre”.

For mere information kontakt charlotte@frikirkenranders.dk

Dinner og Disney Sjov

Den første fredag i måneden inviterer vi børnefamilierne ind til fællesskab på deres præmisser. Det gør vi fordi vi har lyst til at skabe gode rammer for at kirkens børnefamilier kan mødes og være en del af hinandens liv og hverdag. Det er så vigtigt, at både børn og voksne føler sig hjemme i kirken, at de oplever at kirken er et trygt og rart sted at være. At give troen videre til vores børn er en fælles opgave. Når vi investerer tid og interesse i hinandens børn føler de sig som en del af det store fællesskab. På samme måde, er det godt for vores børn, at se at vi som voksne har gode relationer i kirken, hvor troen får lov at fylde.

Første fredag i måneden kl. 17.30 mødes vi derfor i kirken (på Mariagervej 117) til Dinner og Disney Sjov. Hver familie medbringer en ret svarende til det antal personer man kommer, herefter laver vi sammenskudsgilde og spiser sammen. Efter maden har vi et kort oplæg på 10 min om det at give troen fylde hjemme i familien. Vi slutter med slikbod, Disney Sjov på storskærm og kaffe og brætspil for de voksne (og for de store børn).

Alle børnefamilier er hjertelig velkommen, men behøver ikke være medlem af kirken for at deltage. Man tilmelder sig under begivenheder i facebook gruppen ”Skykids forældre” eller ved at skrive til charlotte@frikirkenranders.dk